onsdag den 27. sep. 23

Til bal på slottet med BG's Johan Hilleberg

Det forlyder, at BG’s Johan Hilleberg fra 3d skal til ”bal på slottet”. Johan er udvalgt som en af to unge fra Furesø Kommune til at deltage i prins Christians 18 års fødselsdagsfest. Det er forskelligt, hvordan man bliver udvalgt i de enkelte kommuner, men i Johans tilfælde er det en afstemning i kommunens ungeråd, der ligger til grund for udvælgelsen.

Johans forventninger til deltagelsen i gallataffelet er bl.a. muligheden for at møde andre unge og at ”snuse” til, hvordan man omgås i Danmarks elite og at møde Danmarks formelle ansigt udadtil. Johan er sikker på, at det bliver en overvældende og oplevelse, der vil give minder for livet.

Johan har forberedt sig til arrangementet bl.a. i form af køb af tøj og sko, der er passende for sådan en formel begivenhed. Desuden har han sat sig ind baggrunden for arrangementet og i en række centrale og aktuelle emner, så han kan være klar til at svare, hvis han skulle blive spurgt af f.eks. pressen.

Til spørgsmålet om, hvad Johan vil snakke med prinsen om, hvis han skulle være så heldig, er svaret bl.a., hvilket prioriteringer kongehuset vil have i fremtiden og særligt fremtiden for Rigsfællesskabet, hvor kongehuset spiller en helt særlig rolle. I den forbindelse bemærker Johan, at han med sin klasse var 11 dage i Grønland - Nuuk og Kangerlussuaq - i foråret. Her besøgte klassen bl.a. Grønlands Landsting (Inatsisartut), Grønlands Universitet, Nuuks hospital, Grønlands Erhverv samt ikke mindst Nuuks Gymnasium, GUX for at møde grønlandske unge og høre om deres hverdag og drømme for fremtiden – herunder om syn på rigsfællesskabet.

læs hele artiklen på SN medier: https://www.sn.dk/furesoe-kommune/laura-og-johan-skal-til-bal-paa-slottet/