torsdag den 22. aug. 24

Speeddating 2024!

I fredags lød der et rungende GO fra rektor Claus Campeotto over højtalerne – og så var samtlige af skolens elever ellers i gang med et af introugens absolutte højdepunkter: Speeddating.

Hvert år samles alle elever – nye som fortsættere – til et vildt, kaotisk, skønt virvar af samtaler og summen, når eleverne hopper rundt fra klasselokale til klasselokale og møder andre klasser, årgange og skoleformer. Formålet med Speeddating er som altid: lær et nyt menneske at kende – på ca. tre minutter!

I løbet af et modul har én klasse i gennemsnit besøgt syv andre klasser og to nye skoleformer. Og netop dette er en helt central del af BG’s introprojekt – nemlig fællesskabet på tværs af STX, HF og IB:

… Men er det ikke lidt svært at tale med helt nye mennesker, sådan ”on-the-spot”? JO, men her på BG er eleverne kendt for altid at tage udfordringen op, og gå til opgaven med nysgerrighed og ægte BG-ånd! Speeddatingaktiviteten blev efterfulgt af årets allerførste fredagscafé. Her fik eleverne mulighed for at fortsætte de gode samtaler med nye venner i ly for regnen i et festklædt F-område.

Tak til jer alle for endnu en omgang speeddating spas og for fantastisk godt humør. Skoleåret er skudt i gang på allerbedste vis!