Skolestart med fokus på trivsel - fællesskabet er fundamentet på Birkerød Gymnasium.
Når de nye elever begynder på Birkerød Gymnasium, er det ikke kun starten på en ny uddannelse. Det er også begyndelsen på nye fællesskaber, nye relationer og en hverdag, hvor faglig og social trivsel er en afgørende forudsætning for både læring og personlig udvikling.
Derfor er elevernes trivsel et centralt fokus ved årets skolestart. Det gælder både i mødet med de nye elever og i skolens arbejde med at skabe de bedst mulige rammer for læring. Som en del af opstarten har lærerne på Birkerød Gymnasium haft besøg af professor i almendidaktik Ane Qvortrup, der satte fokus på, hvad faglig trivsel egentlig er, og hvorfor begrebet er langt mere nuanceret, end vi ofte tror.

Ane Qvortrups forskning viser, at trivsel ikke blot handler om at være glad eller om, at alting skal være let. Trivsel handler også om at kunne håndtere modgang, udfordringer og de situationer, hvor læring kræver vedholdenhed og mod. Samtidig peger hun på, at trivsel udvikles gennem de fællesskaber, vi er en del af.
Hun arbejder med tre former for trivsel: den emotionelle, den sociale og den faglige. Den emotionelle trivsel handler om at have selvværd, tillid til sig selv og opleve glæde i hverdagen. Den sociale trivsel handler om at føle, at man hører til, og at ens engagement bliver anerkendt i fællesskabet. Den faglige trivsel opstår, når eleverne oplever, at de har en plads i det faglige fællesskab, hvor deres deltagelse og bidrag værdsættes. Det er netop i skolen, understreger hun, at de sociale og faglige fællesskaber får særlig betydning for unges trivsel og udvikling.

Den forståelse præger også introforløbet på Birkerød Gymnasium, hvor trivsel er tænkt ind fra den allerførste skoledag. Gennem en række trivselsmoduler arbejder de nye elever med aktiviteter, der hjælper dem med at lære hinanden at kende, opbygge tillid og skabe stærke fællesskaber i klassen. Målet er, at alle oplever at høre til og får en tryg start på gymnasielivet.

Men fællesskabet stopper ikke ved klassens dør. Midt i introforløbet mødes eleverne fra alle skolens tre uddannelser, STX, HF og IB, i fælles aktiviteter, der styrker relationerne på tværs af både skoleformer og årgange. Introugen kulminerer i en stor speed-dating-aktivitet, hvor alle skolens elever får mulighed for at møde hinanden på kryds og tværs. Ambitionen er at skabe en skole, hvor fællesskabet rækker langt ud over den enkelte klasse.

Den første introuge afsluttes med skoleårets første fredagscafé, hvor alle skolens elever inviteres til spil, hygge og festligt samvær. Fredagscaféen er med til at understøtte de relationer, der er opstået i løbet af ugen, og giver eleverne mulighed for at opleve, at fællesskabet også lever uden for undervisningen.
Selve introforløbet afsluttes med en klassedyst i uge 2. En lang række teambuildingøvelser sætter elevernes samarbejds- og tillid til hinanden på prøve, på en sjov og inkluderende måde.

På Birkerød Gymnasium er trivsel ikke et mål i sig selv, men fundamentet for, at eleverne kan udvikle sig fagligt, socialt og personligt. Derfor er arbejdet med trivsel ved skolestarten, kun en begyndelse. I løbet af året er der indlagt samspilsmoduler og en lang række faglige og sociale aktiviteter på tværs af årgange og skoleformer.
Ønsket er, at alle elever oplever, at de hører til, kan bidrage og har mod på de udfordringer, som gymnasietiden byder på.
Tekst og foto af Michael Kirkeby Salbo