tirsdag den 12. aug. 25

Så er der liv på Birkerød Gymnasium igen

Masser af gensynsglæde, hvin, kram og High Fives blandet med en god portion spændte og nervøse smil hist og pist er det, der prægede Birkerød Gymnasium, STX, HF , IB og kostskole den første uge af skoleåret.

Den 11. august mødte BGs nye elever i 1.g, 1.hf og IB ind på BG, hvor de blev mødt af deres introværter fra de ældre klassetrin med flag, musik og velkomsttale ved rektor Claus Campeotto, inden de mødtes i deres grundforløbsklasser.

Claus Campeotto havde i hans velkomsttale til eleverne fokus på skolens særlige ånd, kultur og fællesskab på tværs af de forskellige retninger og sprog.

De næste par dage står på mange forskellige introaktiviteter, så eleverne lærer hinanden og skolen rigtig godt at kende.

Kulminationen på introugen er den legendariske BG speed-dating på tværs af klasser, årgange og skoleformer for alle skolens 1230 elever! Her skal eleverne på besøg i hinandens klasser og tale om særlige emner eller lave hyggelige små introlege. Det er et helt fantastisk og velorkestreret virvar af stemmer og samtaler om alt fra yndlingsmusik, fodboldspillere og hvor mange lande, man har boet i!

Det hele sluttes af med en hyggelige fredagscafé arrangeret af skolens eget elevstyrede fredagscafé-udvalg. Fredagscaféen foregår i skolens fællessal og her kan man lytte til musik, spille spil og i det hele tage hygge sig og møde nye venner.

Den kommende uge byder på yderligere introaktiviteter i form af den årlige BG klassedyst for alle opstartsklasser, hvor man dyster i team-building-aktiviteter a la spaghettitårn og flødebolleløb. Æren er på spil og der kan vindes kagemand til hele klassen! Både lærere, introelever og introudvalg står klar til at hjælpe klasserne.

Ugen sluttes af med en halv trivselseftermiddag, hvor en af klassens lærere, klasselederen, har arrangeret en hyggelig eftermiddag med fokus på både det faglige og sociale.