Ny rektor på Birkerød gymnasium, HF, IB & Kostskole
Den 1. november tiltræder Anders Lassen som ny rektor på Birkerød Gymnasium, HF, IB & Kostskole. Anders Lassen kommer fra en stilling som vicerektor på Kruses Gymnasium i Farum.
Anders Lassen er cand.mag. i historie og samfundsfag og har siden 2017 været vicerektor på Kruses Gymnasium, hvor han også har fungeret som konstitueret rektor. Han har tidligere været uddannelsesleder på Egedal Gymnasium og HF og gymnasielærer på Kruses Gymnasium.
Bestyrelsesformand Frank Christensen udtaler at ”Ansættelsesudvalget finder, at Anders Lassen er den rette person med de rette kompetencer til den fortsatte positive udvikling på Birkerød Gymnasium."
Selv udtaler Anders Lassen: ”Jeg glæder mig utrolig meget til at skulle stå i spidsen for Birkerød Gymnasium (BG). Det er et meget traditionsrigt gymnasium med en lang historie i Birkerød, jeg bliver en del af, og jeg vil arbejde hårdt for at gymnasiet skal beholde sin unikke blanding af at være et velansøgt lokalt gymnasium med en stærk international IB-profil og en stor kostskole.

For mig er det vigtigt at BG i høj grad også er elevernes skole. Et sted, hvor de ud over læring og dannelse også har mulighed for at udfolde sig socialt, musisk, sportsligt og kreativt, og have mulighed for at lave og deltage i et væld af klubber og udvalg. Det glæder jeg mig til at samarbejde med eleverne om.
Der kommer til at være mange forandringer i uddannelsessektoren i de kommende år, og det er min ambition at jeg, sammen med den øvrige ledelse og medarbejderne, fortsat udvikler gymnasiet i den ånd af stort elevengagement, høj faglighed og dannelse, som præger skolen i dag. BG skal også efter 2030 stå som et stærkt uddannelsestilbud og en god arbejdsplads, der tiltrækker dygtige medarbejdere.”
Vicerektor Helene Vejbjerg Lindemann fortsætter som konstitueret rektor, indtil Anders Lassen tiltræder 1. november.
Hvis man ønsker yderlige oplysninger, kan man ringe til Anders Lassen på tlf.: 26366624 eller til Frank Christensen på tlf.: 40356227.