Musik på tur – masser af musik på BG
Hvad har dans, Carl Nielsen, elektronisk musik, arkitektur og videokunst til fælles? Well! Den 11. januar tog knap 70 elever fra BG’s forskellige A- og C-musikhold på ekskursion sammen til DR’s flot ombyggede koncertsal, for at se forestillingen ”Let’s Dance, Nielsen!”.
”Let’s Dance, Nielsen!” er en forrygende danseforestilling, der involverer mere end 100 unge dansere fra hele landet, original musik af Carl Nielsen spillet af DR Symfoniorkestret, og elektroniske lydflader skabt af DJ-duoen Den Sorte Skole.
En spændstig blanding af traditionelt og nyt, og som flere elever bemærkede, var det overraskende hvor godt det hele "smeltede sammen" til en samlet fortælling, trods lidt stilforvirring i starten. For selvom de forskellige delelementer (ikke mindst gamle Nielsen) uden problemer kan stå alene i egne originale forestillinger, er det forfriskende med en legende tilgang til både vores klassikere og tidens performancestilarter – og et fint input til vores løbende arbejde med fx. melodi- og formanalyse, musikhistorie, teknologi eller sammenspil/performance hjemme i musiklokalerne.
Det var en fed tur! Du kan læse mere her:[https://www.drkoncerthuset.dk/fortaellinger/2024/januar/let-s-dance-nielsen-de-faar-den-klassiske-musik-ind-ved-at-bevaege-sig-til-den/]
Er du til musik, så skal du vide at BG har et yderst aktivt musikmiljø både indenfor og udenfor undervisningen med op til flere bands – så kom, spil og vær med!