tirsdag den 6. feb. 24

Let´s talk about sex på BG

Sex er noget af det mest naturlige ved at være menneske, men samtidig noget af det sværeste at tale om. Mange unge oplever at stå alene med spørgsmål om f.eks. prævention, grænser og samtykke, og det er derfor der fra skoleåret 2023-2024 er indført krav om, at gymnasieelever i hele Danmark skal modtage seksualundervisning.

På Birkerød Gymnasium foretog vi flere undersøgelser af, hvad eleverne ønskede at vide mere om af emner, der var relateret til sex. De unge havde mange spændende perspektiver på dette, men fælles for dem alle var, at de ville ønske, at det ikke var så svært at tale med hinanden om. Derfor planlagde vi dagen under overskriften ”Let’s talk about sex”.

Onsdag d. 24.1 oprandt dagen, hvor BG’s 1.g’ere og 1.HF’ere blev inviteret til tre moduler, der tematiserede sex fra de unges perspektiv. I første modul havde vi besøg af UngKøn, en samling af unge sexologer, der arbejder for normkritisk oplysning om sex. De holdt et oplæg, der bl.a. handlede om samtykke, grænser, køn og seksualitet.

I andet modul gik eleverne tilbage til klasserne, hvor de i lidt tryggere rammer skulle starte en samtale om sex, gennem en undersøgelse af DR P3’s programserie ”Sex med P3”. Hele dagen afsluttedes med en paneldebat, hvor BG havde inviteret tre unge til at diskutere dilemmaer omkring sex, som eleverne selv havde formuleret forinden.

Alt i alt var det en spændende dag, hvor der blev startet mange samtaler, som forhåbentlig fortsætter uden de voksne er til stede.

Læs mere om UNG KØN og Lets Talk about Sex her:

https://www.ungkon.com