LEGO Master Class på BG
I dag havde Birkerød Gymnasium besøg af Rasmus Juel Mygind fra LEGO, der holdt oplæg for alle skolens ca. 100 elever med erhvervsøkonomi. Rasmus er Vice President, Portfolio Management, og har været i virksomheden i 17 år.
Rasmus Juel Mygind har været med på LEGO’s rejse fra midten af 00’erne, og er en af nøglepersonerne i forhold til at udvikle virksomhedens produktportefølje.
I fokus var LEGO’s arbejde med innovation og produktudvikling. LEGO er dybt afhængige af udvikling af nye produkter på legetøjsmarkedet, og har ca. 800 produkter i porteføljen, hvoraf halvdelen af produkterne er årlige ny-lanceringer.
Efter præsentationen af de klassiske målgrupper for LEGO’s produkter, som LEGO City og LEGO Friends, fortalte Rasmus om virksomhedens nye satsninger på produkter til voksne, der, noget overraskende for os, står for en stor del af LEGO’s vækst i de seneste år. Fx har man introduceret en ”blomsterkategori” med kvinder som primær målgruppe, der virkelig har slået an. Omsætningen er vokset betydeligt, og billedlig talt oplever LEGO en årlig vækst svarende til størrelsen på en middelstor dansk virksomhed.
LEGO satser også på produkter med digitale funktioner, men LEGO’s kerne er fortsat klodsen, der lever op til LEGO’s navn LEg GOdt. LEGO er fortsat meget bevidst om at holde fast i kernen i forretningen og i virksomhedens værdier. Alle samarbejder med andre brands og virksomheder skal således tage afsæt i den gode leg.
Rasmus’ oplæg var både levende og fagligt funderet, så eleverne kunne relatere til og bygge på deres viden fra undervisningen i erhvervsøkonomi. Eleverne stillede rigtig mange kvalificerede spørgsmål undervejs, og det var et dynamisk og nærværende møde mellem Rasmus og eleverne. Rasmus bemærkede efterfølgende, at vores erhvervsøkonomielever var virkelig interesserede og dygtige. Måske ligger der for nogen starten på en erhvervskarriere i LEGO’s fremtidige afdeling i København?
Tusind tak til Rasmus Juel Mygind for at prioritere os og vores erhvervsøkonomielever, der helt sikkert er en spændende og lærerig oplevelse rigere!