Global Goals uge på Birkerød Gymnasium
I samarbejde med Fonden for Entreprenørskab, Røde Kors og DTU Science Park stiller Birkerød Gymnasiums 2.g STX-elever i hele uge 41 skarpt på innovation, entreprenørskab og bæredygtighed med udgangspunkt i FNs verdensmål. På BG har vi udviklet et Global Goals koncept, hvor eleverne anvender og udvikler deres faglighed fra gymnasiet og deres intuitive innovative og entreprenante evner til at arbejde med verdensmålene.
Global Goals ugen sætter fokus på STX-bekendtgørelsens krav om undervisning i bæredygtighed, innovation og entreprenørskab og indeholder flere benspænd undervejs. Eleverne skal bl.a. udvikle deres ideer med afsæt i mindst tre af verdensmålene. Slutproduktet skal være en model, en ide, et koncept eller et produkt, som viser ”hvordan en problemstilling inden for verdensmålene kan løses”.
Strukturen for ugen er baseret på Fonden for Entreprenørskabs 7 fase-model. Det vil sige, at eleverne gennemgår alle syv faser i løbet af ugen, en slags bølgemodel, hvor de skiftevis bruger deres individuelle kompetencer og deres samarbejdsevner. De skifter mellem research, fordybelse og ‘hands on’. Der er en lærervejleder pr. klasse, som hjælper eleverne med at facilitere processen og med de udfordringer, de helt sikkert møder. Ideudvikling, og ikke mindst det at bringe en ide til live, ER udfordrende, hvilke flere af ugens oplægsholdere også kommer ind på.
Størstedelen af den innovative proces ligger hos eleverne. De skal selv finde på en ide, kontakte eksperter udefra og finde på kreative løsninger på deres problemstilling. Ugen bliver skudt i gang med inspirationsoplæg fra elleve forskellige iværksættere og entreprenører inden for alt fra kommercielle brancher med fokus på STEM-fagene til socioøkonomiske virksomheder med fokus på frivillighed og socialt engagement - alle med et afsæt i bæredygtig udvikling og verdensmålene.
Oplægsholdernes opgave er at inspirere eleverne med fortællinger, udfordringer og glæden ved at være ’herre i eget iværksætteri’. Det har været vigtigt for os, at projektet er lokalt forankret i et samarbejde med Rudersdal kommunen og DTU Science Park, så eleverne oplever at bæredygtighed, innovation og entreprenørskab er virkelighedsnært og relevant for den faglighed, de møder i gymnasiet.
Ugen afsluttes med en innovationsmesse, hvor alle grupper præsenterer deres ide, deres proces og deres koncept til resten af skolen og en jury. Vinderne går videre i Fonden for Entreprenørskabs efterfølgende konkurrencer i COMPANY PROGRAMME.