fredag den 24. nov. 23

Er generationskontrakten løsningen på verdens vilde problemer?

Fhv. udenrigsminister og klimaminister og nuværende formand for Det Radikale Venstre, Martin Lidegaard, kommer til BG d. 29. november for at tale med vores 3.g’ere og 2.hf’ere om nogle af tidens største og vilde problemer.

Arrangementet gennemføres under overskriften ”Generationskontrakten”, der er titlen på Lidegaards nye bog, og det understreger den samhørighed mellem generationerne, som han ser som en forudsætning ift. at løse tidens største problemer i fællesskab. Fokus vil være på det, han kalder de tre samtidige jordskælv: klimaudfordringen, udfordringen fra kunstig intelligens og udfordringerne fra de tektoniske ændringer i den globale sikkerhedspolitik, der sker i disse år. Problemerne har aldrig været større og vildere. Omvendt har vi som menneskehed aldrig haft større muligheder.

Som radikal har Lidegaard tidligere opfordret de danske politikere til ”at mødes på midten”, og det må man jo sige er sket med SVM-regeringen, dog uden Det Radikale Venstres deltagelse. Der er brug for handling nu og her, men der er også brug for langsigtet tænkning og slagkraftig handling, som Lidegaard ikke mener, den nuværende regering leverer i tilstrækkeligt omfang. Lidegaard giver sit blik på nogle af konsekvenserne af den manglende handling og de uadresserede vilde udfordringer, og hvad han mener, der skal til for at komme videre – og ikke overraskende har vi travlt!

På den baggrund vil han gerne i dialog med eleverne i 3.g og i 2.hf om udfordringerne, og hvad der skal til for at løse dem. Det sker i tidsrummet kl. 8.30-9.30. Efter mødet med alle de danske afgangselever mødes han med repræsentanter fra elevrådet, skolens klima- og miljøudvalg og repræsentanter for ledelsen.