En tryg begyndelse på livet på kostskolen
36 nye kostelever har taget hul på hverdagen på Birkerød Gymnasiums kostskole. Gennem fælles oplevelser, udfordringer og nye rutiner er grundlaget allerede lagt for stærke relationer og et trygt hjem langt hjemmefra.
Tirsdag den 11. august 2026 åbnede den 158 år gamle kostskoledørene for 36 nye elever fra forskellige dele af verden. Fælles for dem er, at de skal gå på Birkerød Gymnasium og have deres daglige hjem på et af kostskolens 100 værelser.
Kostskoleleder Anders Lorentzen bød elever og forældre velkommen i spisesalen. Her stod introelever og kostskolelærere klar til at tage imod og hjælpe de nye elever godt på plads. Efter indflytningen begyndte det vigtigste: at lære de andre kostelever at kende. Mens eleverne deltog i teambuilding, mødtes kostskolelærerne med forældrene og fortalte om rammerne for hverdagen.

Afskeden med forældrene er for mange et stort øjeblik. Men ved bålstedet blev opmærksomheden hurtigt rettet mod de nye bofæller og de første samtaler. Netop denne overgang er central på kostskolen: eleverne skal mærke, at de ikke blot flytter ind på et værelse, men bliver en del af et fællesskab med nærværende voksne og andre unge omkring sig.
Den traditionelle introweekend gav de nye kostelever mulighed for at lære både hinanden, medarbejderne og lokalområdet bedre at kende. Fredag gik turen gennem Birkerød til Politiparken, hvor fælles dans, forskellige øvelser og en is i sommervarmen satte en uformel ramme om samværet.

Tilbage på kostskolen konkurrerede elevgangene i discipliner, der krævede kreativitet, samarbejde og refleksion. Der blev bygget drager på tid, spillet bumper ball og flyttet mel med spillekort - kun ved hjælp af munden. Aktiviteterne gav plads til både engagement, grin og nye sider af eleverne. Når man løser opgaver sammen, bliver det lettere at tage kontakt, bidrage til gruppen og opleve, at alle har noget at komme med. Lørdag fortsatte fællesskabet i en indendørs klatrepark i Gladsaxe. Her udfordrede eleverne sig selv i højderne og støttede hinanden, når modet blev sat på prøve. Senere samledes alle om en fælles middag og det årlige fællesbillede i Dumpedalen. Aftenen bød på nyfortolkninger af Brødrene Grimms eventyr, hvor hver elevgang skulle skabe sin egen forestilling. Kreativiteten fik frit spil, og kostskolelærerne fungerede som dommerpanel. Samlet vandt Nedre A-elevgang årets introkonkurrence.

Mandagen efter begyndte den første almindelige uge med lektiecafé og forberedelse af de kommende Semper Ardens-klubber, hvor kostelever og kostskolelærere deltager sammen. Her bliver oplevelserne fra introweekenden ført videre ind i en hverdag, hvor faglig fordybelse, fritidsinteresser og socialt liv hænger tæt sammen.
Opstarten handler derfor om mere end et program fyldt med aktiviteter. Den skal skabe tryghed og gøre det muligt for eleverne at finde deres plads, tage ansvar og engagere sig i livet omkring dem. På kostskolen udvikler de unge sig socialt i mødet med mennesker med forskellige baggrunde, og de lærer, at et stærkt fællesskab både kræver plads til den enkelte og vilje til at bidrage.

Det nye kostskoleår er nu i gang. Forude venter undervisning, klubber, traditioner og små hverdagsøjeblikke - og ikke mindst de relationer, der med tiden kan gøre kostskolen til et trygt og rart hjem.
Og skulle tidligere kostskoleelever definere trygt og rart ville de nok sige “Randi”! Inden det nye kostskoleår for alvor blev skudt i gang, markerede Birkerød Gymnasium en særlig milepæl.

Randi Buch Iven fra køkkenet kunne fejre 40-års jubilæum på BG. Siden sin ansættelse i 1986 har hun været både køkkenchef, oldfrue og kok og er dermed en del af den kontinuitet og omsorg, som gennem generationer har præget livet på kostskolen. Ledelsen, tidligere og nuværende kostskolelærere samt køkkenpersonalet fejrede hende ved en hyggelig reception og kostskoleeleerne kan glæde sig til Randi omsorg og lækkerier mange år fremover.
Skrevet af Anders Lorentzen, Kostskoleleder. Private billeder fra @#Birkeboarding