torsdag den 3. apr. 25

Elevreportage - Engelsk A Shakespeare Workshop

Den 1. april 2025 havde 3.A en spændende og lærerig acting class, hvor vi fik besøg af skuespiller Maja Juhlin, som har mange års erfaring fra teatret. Undervisningen havde fokus på William Shakespeare og hans berømte tragedie, Macbeth.

Skrevet af Luna 3.A

Workshoppen startede med en række øvelser, hvor vi trænede tillid til hinanden og arbejdede med at frigøre vores krop og stemme. Ligesom Shakespeare og hans skuespillere måtte vi være modige, turde kaste os ud i det uvisse og udfordre vores egne grænser.

Det hele endte med, at vi lavede vores egne korte skuespil, inspireret af konflikten i Act 1, Scene 7, hvor Lady Macbeth overtaler Macbeth til at holde fast i planen om at dræbe King Duncan. Det var en kreativ proces, hvor vi fortolkede scenen på vores egen måde. Nogle grupper endte med at lade deres scene foregå i Københavns natteliv, mens andre placerede handlingen i "paradisets have" eller andre fantasifulde omgivelser.

Det var en utrolig sjov og anderledes oplevelse, hvor vi ikke kun fik styrket vores engelske sprogkundskaber ved at snakke en masse engelsk, men også fik en dybere forståelse for Shakespeares komplekse og fascinerende tragedier, og hvordan de stadig er relevante i dag. Derudover var det en stor oplevelse at se klassen i en ny og lidt grænseoverskridende situation, hvor alle turde give sig hen til skuespillet.

Alt i alt var det en inspirerende dag, hvor vi gennem leg og sproglige og kropslige øvelser fik et unikt indblik i teatrets verden og Shakespeares tidløse fortællinger.

Tusind tak til Maja Juhlin for en rigtigt god oplevelse.