fredag den 10. apr. 26

Elever på BG bidrager til faglig fornyelse og forskning.

3m og 3y har I samarbejde med dansklærer Annette Weiss Garne været med til at afprøve og evaluere nyt undervisningsmateriale.

Den faglige hverdag på BG er et fælles anliggende, hvor lærerne aktivt bidrager til at bringe den faglige viden i spil i klasselokalet med eleverne som samarbejdspartnere. Nogle gange bliver sådan et samarbejde til et decideret fagligt laboratorium, hvor eleverne er med til at afprøve og evaluere nyt undervisningsmateriale, sådan som det er tilfældet med den netop udkomne Grøn litteraturhistorie i dansk – økokritiske perspektiver.

Gennem længerevarende forløb i flere forskellige STX-klasser har lærerne integreret materialet i undervisningen og omsat det til konkrete didaktiske greb. Fire forskellige forfattere har bidraget til bogen, herunder BG's dansklærer Annette Weiss Garne, der ud over at være medforfatter til udgivelsen også har afprøvet og kvalificeret materialet sammen med sine danskhold, 3y og 3m, der sætter økokritiske perspektiver på dagsordenen i danskfaget. Arbejdet er sket i tæt samspil med den digitale udgivelse på Systime, hvor litteraturhistorien gentænkes med fokus på menneskets forhold til natur og miljø. Her bidrager Annette Weiss Garne og de omtalte danskhold ikke blot som brugere, men som aktive medudviklere af fagets indhold og metoder.

I undervisningen har eleverne arbejdet analytisk og undersøgende med emner som natursyn, bæredygtighed og menneskets rolle i den økologiske krise. Det styrker både deres faglige forståelse og deres evne til at perspektivere litteraturen til aktuelle samfundsdagsordener. Med udgivelsen Grøn litteraturhistorie har vi et tydeligt eksempel på, hvordan vi på BG kontinuerligt udvikler undervisningen i dialog med nye faglige strømninger og bidrager til at forme fremtidens undervisning.

Stort tillykke til Annette Weiss Garne og de andre forfattere samt til 3m og 3y! Læs mere om udgivelsen på Systime: https://groenlitteraturhistorie.systime.dk/