mandag den 13. jan. 25

DTU Science Show besøger BG

Torsdag d.9.januar havde BG besøg af DTU Science Show i forbindelse med elevernes studievalg 20.januar.

Demonstrationsforsøgene, som de tre DTU-studerende valgte at vise, spændte over både kemi og fysik. Her kan nævnes et forsøg, hvor luften ved hjælp af en Tesla-spole med en spænding på 30.000 V ioniserede luften, hvorved der opstod smukke ”lyn” over spolen.

Mange af kemiforsøgene illustrerede aspekter af den del af kemien der omhandler redoxreaktioner – det vi bl.a. oplever, når cyklen ruster eller ved kroppens omdannelse af sukker til bl.a. energi. Disse forsøg gav i flere tilfælde anledning til synlige farveændringer af vandige opløsninger af kemiske stoffer.

Når der ved kemiske reaktioner dannes gas, ledsages dette af en stor stigning i trykket. Dette blev demonstreret ved at komme tøris (fast CO2) i en plastik colaflaske og placere denne i en stor plastiktønde. Resultatet var et meget kraftigt brag.

Flydende nitrogen har en temperatur omkring -200℃ og koger ved kontakt med en varm overflade så som en hånd. Kommes varmt vand ned i en tønde med flydende nitrogen afstedkommer det en voldsom reaktion.

Blandes en vandig opløsning kaliumpermanganat med hydrogenperoxid (brintoverilte) og lidt opvaskemiddel kan man få lavet en voldsom ”skumpølse”.