Den tomme stol
2t på besøg i Fremtidsværkstedet - Den tomme stol. Fremtiden er en af de ting, som ingen med sikkerhed kan love eller fortælle os om. Den kan være spændende og håbefuld, men i den grad også uvis og skræmmende.
Skrevet af Ella Augusta Kallehave, 2t.
På trods af at klimaet for mange er et lidt trættende emne, er det dog ikke ensbetydende med, at det ikke er relevant - det er faktisk vigtigere end nogensinde før. Derfor ser vi en masse lokale initiativer blomstre op. Ét af dem er ”fremtidsværkstedet” på Birkerød Bibliotek. Her er inviteret både unge og ældre sjæle til at gentænke fremtiden og sammen skabe ideer, der kan være med til at lægge nye grundlag for fremtidens samfund.
Værkstedet begynder med en simpel øvelse: Man skal placere sig i forhold til, hvor håbefuld eller pessimistisk man er for fremtiden, og hvor meget indflydelse man mener at have på den. Størstedelen er meget pessimistiske og tøvende ved, hvor meget man som individ egentlig kan stille op over for den uoverskuelige byrde, som verdenssituationen er.
Gymnasielever og seniorer bliver sammen bedt om at forestille sig forskellige scenarier og tænke langt ud af boksens kedelige rammer. Først og fremmest: Hvordan regner vi med, at den sandsynlige fremtid ser ud? Og hvordan ville vi ønske, den så ud? Hvordan kunne den se ud, hvis fysikkens love og verdens samfundsstrukturer blev smidt langt væk? Der bliver åbnet op for dybe snakke og refleksioner, men hele tiden med en lille ting i mente; nemlig ”den tomme stol”. På den tomme stol, som er placeret midt i rummet, sidder intet mindre end den kommende generation – motivationen. Det kan være en sød lille datter eller et kærligt oldebarn. Nye og skøre ideer bliver luftet, og tankevækkende emner planter alvorlige overvejelser i alles sind. Tydelige billeder toner frem, både ønske- og skrækscenarier.
Fremtidsværkstedet sluttes af med, at ord bliver til handling. Spændende initiativer og mikrohandlinger slår rod. Der er blevet lavet aftaler mellem nye og ældre generationer om at lave fællesspisninger med fokus på reparation af gammelt guld, holde hinanden op på at blive mere selvforsynende eller starte konkurrencer om, hvem der kan spotte flest insekter i deres nyplantede blomsterbed. Fra den tomme stol bliver der nikket anerkendende.
Høj som lav bliver igen bedt om at udføre samme øvelse som inden værkstedet gik i gang. Langt flere ser nu håbefuldt på fremtiden, og ikke en eneste person ser sig selv som et magtesløst individ. For én ting har vi lært: Vi er herrer over vores fremtid, på trods af den uforudsigelighed den bibringer, og vi vil ikke skuffe den tomme stol.