søndag den 25. maj 25

DEN SIDSTE TID PÅ BG

Den sidste tid på BG er ikke kun en sætning, der beskriver årets afslutning. Det er en periode fyldt med hårdt arbejde, nervøsitet, begivenheder og traditioner. I den sidste tid fejrer vi kulminationen af flere års hårdt arbejde på både det menneskelige og faglige plan, for både elever og lærere! I DEN SIDSTE UGE siger vi også farvel, og nogle gange på gensyn, til elever og lærere.

Sidste skoledag og årets fodboldkamp

IB-eleverne kommer altid først fra start. Før påskeferien havde de deres sidste skoledag, gik på læseferie og havde deres første eksamener d. 28. april. Ellers skydes den sidste tid i gang med et af årets absolutte højdepunkter først i maj. Fodboldkampen mellem personalet og afgangseleverne blev i år spillet på Birkerød Park fredag d. 2. maj. Coach Tilde stillede i år et stærkt hold af lærere, IT-folk og pedeller efter en længere udtagelsesproces.

Kampen i år blev afviklet som en 8-mandskamp, hvilket klart var i lærerteamets favør, da det blev en kamp med masser af fysik i form af tacklinger, bolderobringer, skudforsøg og mål. Personalet kommer hurtigt foran 1-0 efter et flot langskud af Pedel Dion og derefter (2-0) på et cutback inde i feltet af IT-Messi efter et flot indkast fra Emil M. Eleverne var nu MAX pressede, da det de tidligere år har været en selvfølge, at eleverne vinder til sidst. Elevholdet kommer stærkt ud til en anden halvleg med en masse offensiv energi og bringer sig hurtigt på 2-2 ved rene tilfældigheder…

IT-Messi var dog ikke færdig med at trylle og bliver nedlagt i feltet af Magnus Ungstrup (3m). IT-Messi står selv for eksekveringen af straffesparket, og det ligner nu endegyldigt en 3-2 sejr til personalet. I 5. minuts overtid får elevholdet udlignet til 3-3 ved et hårdt og tilfældigt skud fra Vilhelm Søberg (3a), som snitter ryggen af Mikkel M, hvilket var ærgerligt da Jacob ellers stod en pragt kamp i målet og gav lærerholdet håb om at vinde årets fodboldkamp.

Afgørelsen skulle findes ved en intens straffesparkskonkurrence. Selv de sikre skytter som IT-Messi og Vilhelm Søberg kunne ikke stå for presset og lavede store afbrændere. Kampen blev afgjort ved det sidste spark, som Bjørn Bindslev (3a) køligt satte i nettet. Til lykke til eleverne😊

IB huedage og sidste stx-/hf-skoledag.
Fra fredag d. 16. maj har vi fejret vores første IB-studenter ved Hat Ceremonies efter deres afsluttende eksamener. Ifølge traditionen stod den nære familie klar med flag og lækkerier – på IB ofte med et nationalt præg som gør det til en farverig fejring. Som man kan se i lokalområdet, får IB-eleverne deres huer efter den afsluttende eksamen og kan bære den, mens de venter på de endelige svar på deres eksamener i begyndelsen af juli.

Samme fredag havde stx- og hf-afgangseleverne sidste skoledag, så der var godt gang i den på hele skolen. I den ene ende festklædte elever og deres familier i deres stiveste puds. I den anden ende udklædte 3.g og 2.hf-elever til årets afskedsshow, hvor de i sang, taler og film beskrev deres to eller tre år på BG. Det var festligt, ofte hylende morsomt, kærligt selvironisk og sarkastisk. Ingen gik ram forbi, lærere, ledelse og medstuderende – alle fik en kærlig hilsen med på vejen i afskedsfilmene😊

Eksamener, pædagogikumfejringer og IB-reception Mandag d. 19.maj gik det så løs med Stx og Hf skriftlige eksamener på skolen. Skriftlig dansk hf mandag, stx tirsdag osv. ... ZagZag gik det - og sådan fortsætter det i den næste måneds tid! Gangene bliver lidt mere stille, men med en intens og forventningsfuld spændt stemning overalt på skolen. Der må tysses lidt på lærere, gæster til IB Hat Ceremony på gangene og på 1.hf, 1.g og 2.g, som stadig har undervisning eller går til årsprøver. Alle gør deres bedste!

Ugen kulminerede med to festligheder. Først fejrede lærerne, at årets pædagogikumkandidater Simon og Anna nu endeligt kan kalde sig færdiguddannede gymnasielærere og adjunkter. Fredag d. 22. maj holdt vi IB-Reception, hvor vi fejrede hele 3u-årgangen med taler fra ledelse, lærere og elever med deltagelse af familie og venner. Igen år krydredes det hele med en meget flot elevtale af Vidhika Krishnan.

Og nu til planen for de kommende begivenheder, der er relevante for studenterne, deres familier og venner.

DEN SIDSTE EKSAMENSUGE

Huedagene I dagene mandag d. 23. juni - onsdag d. 25. juni aflægges de sidste eksamener på Stx og Hf, og eleverne får huerne på. Studenternes familier er selvfølgelig mere end velkomne til at være med til at sige til lykke og fejre det på skolen. Vores samlingssal og kantine vil være dækket op til champagnecafé. Her kan familie og pårørende sidde med den nybagte student og nyde bobler, jordbær og hvad der ellers hører sig til. Man bestemmer selvfølgelig selv, hvad man vil nyde, men vi gør opmærksom på, at man selv skal medbringe lækkerierne. Eksamenerne foregår i lokalerne på vores lange gange, og her er det kun eksaminanden, der har adgang. Familie og kammerater skal vente på studenterne ude i fællesområderne. Vis gerne hensyn og vent med hujen og råben til jeres student er helt ude af gangen.

*Huefest på BG *

Onsdag d. 25. juni om aftenen fejrer vi vores studenter fra alle tre skoleformer med den traditionelle huefest på BG. Festen er for studenter og lærere. Her øver vi også indmarchen til translokationen.

Translokation for STX, HF og IB Fredag d. 27. juni er det den store translokationsdag med efterfølgende studentervognskørsel. Translokationen foregår i Birkerød Idrætscenter kl. 9.00-11.00. Da der er god plads i Idrætscenteret, er der ingen øvre grænse for, hvor mange pårørende den enkelte student må have med, men det plejer at være forældre, søskende og evt. bedsteforældre og andre for eleven helt særlige personer, der deltager. Der vil være mange gæster, så kom i god tid. Vi går i gang til tiden, da vi skal have sendt studenterne af sted tids nok til, at de kan nå rundt til jer alle i løbet af dagen og aftenen.

Vi slutter fredagen af med at sende studenterne af sted fra skolens parkeringsplads. Det er festligt, og studenterne sætter pris på at kunne aflevere eksamensbeviset og de høje hæle til jer, inden de bliver vinket af sted på turen, der indledes med en tur op igennem Birkerød centrum, hvor man vil kunne se studenterne danse om flagstangen på Majpladsen.

Der vil være fri parkering på skolens parkeringsplads i huedagene. Vi har dog kun ganske få parkeringspladser, så kom i god tid og vær forberedt på at skulle parkere lidt væk på parkeringspladserne ved Birkerød Idrætscenter eller ved Søholmskolen, afdeling Toftevang. Vær dog opmærksom på, at det fredag ikke er muligt at parkere på skolens parkeringsplads, da den er reserveret til studentervognene.

Vi glæder os til at se de glade studenter fylde BG.