onsdag den 15. maj 24

Bronze til BG ved Alympiaden i Amsterdam

En elevberetning

Det var en tilfældig tirsdag i femtemodul, at vi først blev præsenteret for Alympiaden. En hollandsk holdkonkurrence, lod vi os fortælle, i kreativ matematik, som BG har tradition for at klare sig ganske godt i. Det ville selvfølgelig være fint, hvis skolen igen i år kunne stille med et hold, og da dette års Intermathold kun bestod af os fire elever, Aksel, Jakob, Katrine og Hans Christian, stod det klart, at denne opgave lå på vores skuldre.

Med lovning om en potentiel betalt tur, sagde vi ja til at deltage i den indledende runde i Danmark. Inden vi vidste af det, var vi blevet nummer to, og stod nu i Holland for at deltage i finalen.

Vi havde hurtigt besluttet at gøre mere ud af rejsen end blot konkurrencen, så selvom Alympiaden først begyndte fredag morgen, satte vores fly allerede hjul på landingsbanen i Schiphole Amsterdam tirsdag eftermiddag. Netop i Amsterdam brugte vi først tre dage på at suge til os af hollandsk kultur og traditioner, mens vi samtidig sikrede, at holdet blev rystet godt sammen. Vi besøgte blandt andet det oprindelige Heineken-bryggeri i centrum af Amsterdam, og vi sejlede på storbyens famøse kanalnetværk, der forbinder alle dele af byen med hinanden.

Fredag morgen startede programmet, så vi mødtes i konferencecenterets lounge, hvor vi blev præsenteret for konkurrencens bedømmelseskomité. Her havde vi for første gang lejlighed til at se vores konkurrenter an. Vi vidste på forhånd, at vinderen af den danske konkurrence, HTX Køge, ville deltage, og derudover var Kroatien, Tyskland, Holland og Japan, hver især repræsenteret med et par hold. Særligt sidstnævnte så særdeles kompetente ud.

Problemet blev præsenteret: optimér ambulancedriften i den fiktive by Amberhavn. Konceptet i Alympiaden er, at man får 24 timer til at besvare problemet med en stor skriftlig opgave, så efter introduktionen gik holdene hvert til sit, og vi gik i gang med at skrive. Det næste døgn brugte vi skiftevis på at arbejde på projektet, og spise med de andre deltagere i hovedbygningen.

18 sider, et ukendt antal hollandske vafler og en del op- og nedture senere, var vi klar til at aflevere. Uvidende om resultatet, vendte vores umage firkløver, snuden hjemad, og da vi lørdag aften igen plantede benene i Kastrup Lufthavn, var vi alle fire blevet en del klogere og en stor oplevelse rigere. I midten af april tikkede en besked om konkurrencernes placeringer ind. Vi var kommet på en tredjeplads, slået på målstregen af en gruppe japanere og vores landsrivaler fra HTX Køge. Alt i alt i et resultat og en podieplacering, vi er ganske tilfredse med.

Skrevet af Aksel Johannes Hovgaard Heunicke (3x), Hans Christian Nørgaard Hansen (3n), Jakob Mølholm Malle (3x) og Katrine Davis Bonefeld (3n)