lørdag den 6. jan. 24

BG-elever donerer overskud til Børnecancerfonden

Birkerød Gymnasiums elever donerer overskuddet fra næste AOC-fest d. 26/1 til Børnecancerfonden i samarbejde med Team Rynkeby.

I starten af december blev Birkerød Gymnasium kontaktet af Anthony Rouse, der er del af cykelholdet Team Rynkeby. Han spurgte om BG’s elever kunne være interesserede i at arrangere en velgørenhedsfest sammen med dem. Team Rynkeby tilbød en gratis koncert med musikgruppen Ude af kontrol (UAK) i forbindelse med vores fest d. 26/1 mod at Birkerød Gymnasiums elever donerer overskuddet fra festen til Børnecancerfonden.

Festudvalget var hurtige til at takke ”ja” til tilbuddet, og er meget motiverede for at samle et godt overskud sammen i den gode sags tjeneste. Nu er festudvalget gået i tænkeboks ift. hvordan vi kan optimere festen, så der skabes størst muligt overskud. Derudover vil alle elever betale lidt ekstra for billetten, som selvfølgelig går ubeskåret til Børnecancerfonden.

Vil du høre en snas af Ude af kontrol: [https://youtu.be/RMpCqtlctG8]

Vi håber på at se rigtig mange af vores elever til denne helt særlige AOC-fest!

Line Bach og Martin Løfwall, festansvarlige. Emma Høj Dencker (3.b) og Tora Skotte Ladenburg (3.b), AOC-formandskab.

Note: A.O.C. er i øvrigt betegnelsen for Birkerød Gymnasiums festudvalg. Det er en forkortelse og sammenslutning af oprindeligt 3 elevengagerende udvalg, nemlig: Atheneum+Odeum+Coloseum.