onsdag den 2. jul. 25

BG BARBEQUE PÅ MANTZIUSGÅRDEN

Dagen efter en festlig huefest og de sidste veloverståede eksamener kan der være hårdt brug for afslapning og hygge – og netop dét kunne restaurant, kultur- og koncerthuset Mantziusgården levere i stor stil for BG’s mange studenter onsdag den 25. juni, dagen før den store translokation.

Efter stort ønske fra både Mantziusgården og BG’s trivselsudvalg blev arrangementet "BG BARBEQUE" stablet på benene. Et vellykket arrangement, der ifølge husets kulturchef, Andreas Linnet Jessen, er en del af en række tiltag, der skal skabe grobund for et sted, hvor BG’s elever kan hænge ud og tage del i Birkerøds by- og kulturliv:

”Vi synes, det er vigtigt, at hele byen er med til at skabe en god stemning for eleverne hele året – ikke kun i løbet af studentertiden. Her kan vi være med til at skabe mere liv i byen, hvor forskellige borgere mødes på kryds og tværs. Vi vil gerne skabe et kulturmiljø, hvor gymnasiets elever kan engagere sig og prøve kræfter med diverse idéer.”

Arrangementet blev til gennem et samarbejde mellem Mantziusgården og BG’s elevtrivselsgruppe – et samarbejde, der afspejler det lokale miljøs ønske om at skabe gode rammer for de unge i byen og styrke BG’s lokale forankring: ”Vi er meget glade for samarbejdet med eleverne, og vi håber, at det vil være med til at sætte gang i en bevægelse, hvor BG’s elever er med til at gøre byen endnu mere attraktiv for dem. Vi har haft god succes med andre projekter, såsom Pulskoncerten, hvor der kom 500 elever fra gymnasiemiljøet. Der er ikke det, vi ikke gerne vil være med til at få sat på benene i samarbejde med eleverne. Hvis de har en drøm, vil vi gerne være med til at gøre den til virkelighed,” siger Andreas Linnet Jessen med en klar opfordring til BG’s elever om at henvende sig med idéer og nye tiltag.

BG BARBEQUE blev til en afslappet eftermiddag med lounge-musik, burgere og havespil i solen, og det var tydeligt hos de fremmødte, at det var præcis, hvad de hårdtprøvede studenter havde brug for efter en lang eksamensperiode og en – ikke mindst – intens tid med fejring og sociale aktiviteter: ”Det er fedt, at der er sådan en lidt low-key og chill vibe, hvor man kan flade lidt ud,” siger nogle af eleverne fra 3.b, der gerne så, at BG BARBEQUE blev et fast indslag i studentertiden.

Stor tak til Mantziusgården og BG’s trivselsudvalg for at bakke op om vores nyudklækkede studenter, der fredag den 27. juni igen lægger vejen forbi Maj-pladsen i Birkerød som en del af ruten på vognturen. Her løber eleverne en tur rundt på pladsen, godt hjulpet på vej af byens borgere og erhvervsliv, der inviterer til en hyggelig formiddag og fælles fejring af hele Birkerød Gymnasium