Bæredygtighed, innovation og klippe-klister!
De seneste fem dage har set noget anderledes ud for alle BG’s 2.g-elever. Inddelt i grupper har de trådt ud af klasseværelsets vante fire vægge og i stedet indtaget skolens F-område væbnet med papir, sakse, tuscher og et utal af nye, spændende ideer om, hvordan de sammen kan gøre verden til et bedre sted at være – for alle.
Med FN’s bæredygtighedsmål som retningslinje har eleverne i denne uges Global Goals- projektuge givet sig i kast med at finde løsninger på alverdens presserende udfordringer i både lokalt og globalt regi: Hvordan sikrer vi rent drikkevand til hele klodens befolkning? Kan man udvikle en app til at bekæmpe ensomhed hos ældre i Danmark? Hvad stiller vi op med overforbrug og overproduktion? Spørgsmål som disse har været vendt og drejet, og løsninger og idéer har der ikke været mangel på.
Et af de faglige hovedpunkter, udover det målrettede arbejde med FN’s verdensmål i projektugen, er øvelsen i at arbejde med en proces: Eleverne, der ved ugens afslutning skal fremlægge deres projekter overfor en række af udefrakommende dommere, skal ikke blot præsentere deres idé. De bliver også bedømt på hvordan de har forholdt sig til processen og vejen fra idé til problemløsning og produkt. Således sættes selve innovationsprocessen under lup, og eleverne har løbende haft til opgave at forholde sig til, hvordan de kommer frem til deres løsning og hvorfor de har taget det ene valg – fremfor det andet, en læring der er en grundlæggende del af elevernes overordnede dannelsesrejse i løbet af gymnasiet:
”Det er lidt ligesom et matematikregnestykke: Man skal have mellemregningerne med for at vise, hvordan man er kommet frem til det. Det hjælper ikke, man kun har facit – man er nødt til at vise, hvordan man er kommet derhen. Det skal man jo også kunne i det virkelige liv” siger Jakob Iversen, geografilærer og med på lærerteamet til dette års Global Goals.
Hos dommerne har der også været stor opbakning til projektet: ”I min optik er en uge som denne her enormt relevant for eleverne. Det er vigtigt i forhold til at skabe motivation: Hvorfor skal vi lære om alle de her ting? Hvordan kan det oversættes til noget, vi kan bruge udenfor skolen? Og så er det relevant forhold til at forstå, hvordan erhvervslivet og verden ”udenfor” arbejder med løsninger på alverdens problematikker. Det giver god mulighed for at hjælpe dem til at træffe et valg om, hvad de vil senere hen. Der kan sådan et projekt som dette jo netop facilitere det møde” siger Jøren Bardenfleth fra Fonden For Entreprenørskab.
Og hvordan er det så at arbejde så intensivt med en proces? Ifølge Sofie, Sophia og Tinus fra 2.k, der har udviklet en montérbar vandpumpe med filtreringssystem til cykler, har det været en spændende, men også udfordrende afveksling fra den gængse skoledag:
”Det har været super at lære om idé udvikling og hvordan man får et produkt på benene, og helt vildt spændende at høre om andres erfaringer med projektudvikling, hvad man skal prioritere og hvad der kan gå galt og sådan.” Svarer Sophia. ”Det har været fedt at lave noget andet, udfordrende også.”
”Vi fik et benspænd, som var at produktet skulle omhandle en cykel – men når man så endelig kommer på en idé, så er det ret fedt at se, at man faktisk godt kan finde på noget selv, uden at det var en fast opgave, vi fik fra en lærer” siger Sofie, og Tinus tilføjer: ”Det med, at der er en konkurrence, giver også et drive”.
Afslutningsvis giver Sofie, Sophia og Tinus de kommende 2.g’ere et råd med på vejen, når de selv skal give sig i kast med næste års Global Goals:
”Lad være med at skyde nogen idéer ned, og husk forarbejdet! Brug tid på processen. Det gør det også nemmere at fremlægge til sidst”.
Kulminationen på ugen er bedømmelse og prisoverrækkelse, hvor én gruppe fra hver klasse går videre til næste fase af konkurrencen. Vi glæder os allerede til næste år, hvor F-området igen forvandles til BG’s eget innovationslaboratorie.