Alle kan have brug for en anbefaling af en god bog.
Det gælder ikke kun vores 2.g’ere, der går ind i den sidste uge af Projekt Læselyst, hvor vi har læst sammen i samarbejde med Poesiens Hus. Og vi er så heldige at arbejde tæt sammen med bibliotekarerne på Birkerød Bibliotek. De står klar dernede med masser af inspiration og er altid klar på en snak om bøger! Og det gælder selvfølgelig også alle jer andre!😊
Her er bibliotekarerne og deres anbefalinger:
Anette anbefaler: Bogserien af Talia Hibbert. - Serien om de tre Brownsøstre er både sød, sjov og spicy. Det er bøger med fokus på venskab, kærlighed og sex, skrevet ind i en ramme med stor diversitet. De tre søstre er vidt forskellige i deres tilgang til livet og det giver en fin overgang mellem de tre bøger. Det er underholdningslitteratur når det er bedst.
Signe anbefaler: Ikke mere at sige af Karen McManus. - Den havde jeg ikke set komme, da jeg læste Karen McManus’ ”Ikke mere at sige!” Gymnasieeleven Bryn flytter tilbage til sin barndomsby, og sætter sig for at opklare mordet på Mr. Larkin, hendes yndlingslærer fra de små klasser. Da Bryn begynder at grave i de få spor, der er fra tiden omkring mordet, opdager hun hurtigt, hvor mange hemmeligheder, folk i en lille by kan have, og opklaringen kommer også farligt tæt på Bryn selv og hendes egne venner og familie. ”Ikke mere at sige” er en velskrevet og spændende krimi, der holder dig på kanten af lænestolen fra start til slut – et klassisk eksempel på ”lige et kapitel mere.” Bryn er næsten irriterende nysgerrig, men alligevel holder vi overvejende med hende, og vi tilgiver hende, når hun bruger opklaringsmetoder, der ikke er helt efter bogen. Derudover tør jeg godt love for, at slutningen ikke var til at forudse.
Lars anbefaler: Promise Boys af Nick Brooks. I den fattigste del af Washington D.C ligger Urban Promise Prep. På trods af skolens gode ry blandt det bedre borgerskab, er hverdagen for skolens racialiserede elever et disciplinært helvede. Da rektoren findes myrdet, falder mistanken lynhurtigt på tre unge mænd, der må trodse fordomme og diskrimination for selv at rense deres navne. Promise Boys er en fængende krimi og et tankevækkende indblik i et samfunds strukturelle ulighed.
Ann anbefaler: Denne gang er det ægte af Ann Ling. - Eliza skoleopgave om hendes fantastiske kæreste, bliver landskendt hen over natten uden hun ved det og alle vil vide, hvem det perfekt og romantiske fyr er. Problemet er bare at Eliza fandt på det hele og ikke er i nærheden af at have en kæreste. For at undgå total offentlig ydmygelse, slår hun en handel af med skoles flotteste fyr, som også er verdenskendt skuespiller. Han skal spille hendes kæreste, mod at hun hjælper med hans college ansøgninger. Men hvor længe kan man forblive fake-kærester, når hverdagen er fyldt med romantiske dates og søde ord. En sød, humoristisk og hjertevarm bog om den helt store kærlighed
Jonas anbefaler: Verdenshjerte af Viggo Bjerring - Bjerring skriver rigtig godt, han har styr på sit sprog. "Verdenshjertet" er en fremtids(halv)dystopi med indslag af både sci-fi og socialrealisme. Vi følger en forholdsvis nyuddannet kandidat i litteraturvidenskab (selvbiografisk element?) i hans daglige kamp for småjobs på websitet Easyjobs. Han tjener lige nok til at holde sig oven vande økonomisk, spiser ”singlebananer”, ryger joints og henslæber en ret ensom tilværelse. En dag får han fingrene i en større opgave, og handlingen tager fuld fart. Bogen kan lånes på biblioteket i fysisk eksemplar, eller hentes som hhv. e- eller lydbog på e-reolen. Sidstnævnte i virkelig god indlæsning af skuespilleren Mads Hjulmand – det er sjældent, man hører oplæsere synge midt i teksten, og endda godt.
God Læselyst 😊