Hvor ARoS regnbue ender: På Introtur med skønne 1p og 1q
Det er tirsdag, tidspunktet er kl.19.30 om aftenen, lokationen er Århus, hvor 1p og 1q lige har været ude og bowle. Abdul og Elias har scoret flere point, end man kan få i et spil Bridge. Der er god stemning, og eleverne går i grupper ud og spiser sammen efter en dag med fuldt skrald på fra tidlig morgen til kl.19.30. Flere elever fra 1p og q og en lærer sidder fast i svingdøren, hvor man kun må være to ad gangen og skraldgriner.
1p og 1q tog på introtur til Århus fra mandag til onsdag. Mandag aften var der gang i byvandringen, hvor eleverne lavede stjerneløb i regnvejr og lærte byen at kende fra en lettere regnfuld side. Tirsdag startede klasserne med en rundvisning på Moesgaard med emnet ”Kriger”, hvor de imponerede rundviseren med deres gode spørgsmål og kommentarer.
”Hvornår ville I slå ihjel:”
Blev de spurgt ad af den engagerede rundviser, blikkene for rundt i rummet som nyudklækkede sommerfugle, og diskussionerne fyldte bygningen. De fleste elever i 1p og 1q ville gribe til våben, hvis de var udsat for fare, mens andre aldrig ville kunne tage et andet liv. Efter et hurtigt besøg hos Grauballemanden var der Teambuilding på stranden og en tur i bølgerne for de friske. Et hurtigt bad, lidt makeup og fjollerier på gangene, og så var der bowling for alle klasser, inden den sparsomme fritid startede.
Onsdag begyndte med en tur på Århus‘ stolthed, Kunstmuseet, ARoS, med en rundvisning om installationskunst. 30 elever sad stille og fornemmede rummet, mens en enkelt udbrød, at:
”Stemningen her, er helt ved siden af.”
”Det er den nemlig.” Svarede rundviseren og så anerkendende på de unge.
Efter rundvisningen nåede de fleste op i toppen af museet, der er formet som en regnbue, også dem med højdeskræk. Så skulle der købes snacks til turen og klasserne fandt vej til Århus Banegård, hvor turen gik hjem, mens stemmerne blandede sig i takt med, at nye venskaber og gode klassekulturer var opstået.