HF-elever får smag for fremtiden gennem Projekt-Praktik
De seneste par dage har 1p og 1q på HF været ude af det almindelige klasseværelse og dykket ned i deres første Projekt-Praktik-forløb. Gennem samarbejdet TÆT PÅ Hillerøds uddannelser har eleverne haft besøg af forskellige uddannelsesinstitutioner, som sammen med naturfagslærerne på BG har fortalt om deres naturvidenskabelige uddannelser.
Eleverne har fået indblik i livet som miljøteknolog, folkeskolelærer, skov- og landskabsingeniør, bygningskonstruktør og andre spændende professioner. De har talt med både studerende og undervisere og selv prøvet kræfter med nogle af de metoder, der bliver brugt på uddannelserne – fra undersøgelser af vanddyr til design af byer!
Forløbet sluttede med vores egen poster-session, hvor eleverne præsenterede, hvordan disse professioner arbejder, og hvordan de bidrager til at nå FN’s verdensmål. Alle HF-elever får mulighed for at træde ud af den vante undervisning og opleve tre Projekt-Praktik-forløb i løbet af deres to år på BG. I disse forløb møder de uddannelser og karriereveje, de kan vælge efter HF – en helt særlig chance for at få praktiske erfaringer, der kan hjælpe dem med at træffe kloge valg om fremtiden.