lørdag den 25. feb. 23

BG og BIGMUN får besøg af Rudersdals borgmester, Ann Sofie Orth

Fredag formiddag fik BG fint besøg, da Rudersdals borgmester, Ann Sofie Orth kom forbi for at se og opleve BIGMUN. Artiklen er skrevet af Therese Karoline A. Helander, 2u.

Det er ikke hver dag, at Birkerød Gymnasiums internationale konference BIGMUN løber af stablen; Faktisk er det første gang i over tre år, at det har været muligt at afholde siden udbruddet af Covid-19. Derudover er det heller ikke hver dag, at konferencen tiltrækker så meget opmærksomhed, som den har gjort i år. Med gæstetaler Anders Ladekarl (Generalsekretær hos Røde Kors), Michael Zilmer-Johns (Protokolchef i Udenrigsministeriet, fhv. ambassadør) og flere højtuddannede eksperter til stede til torsdags Ukraine-Rusland-debat, har dagene været proppet med indtryk, lærerige oplevelser og engagerede unge mennesker. Til BIGMUN-konferencens store glæde hilste man fredag morgen endnu en prominent gæst velkommen, da Rudersdals borgmester Anne-Sofie Orth valgte at lægge vejen forbi.

Borgmesteren blev mødt af rektor Claus Campeotto, bestyrelsesformand Frank Edelmann Christensen, konferencekoordinator Andrew Archer og BIGMUN’s generalsekretær Katherine Noriega. Borgmesteren fik derefter en rundvisning, der både involverede en gennemgang af BIGMUN-konceptet, et møde med de mange elever, der står bag konferencen, samt et besøg hos BIGMUN’s sikkerhedsråd. Her overværede borgmesteren eleverne i færd med en livlig, aktiv og sober debat angående krigen i Ukraine og spørgsmålet om russiske sanktioner.

Overrasket og imponeret over skolens indsats og elevernes stærke engagement bemærkede borgmesteren især årets BIGMUN-tema; “Power in Unity”, hvilket i den grad er afspejlet i selve måden, konferencen bliver afholdt på: De mange forskellige komiteer arbejder, på trods af forskellige nationaliteter og holdninger, på at komme med løsninger til relevante og afgørende politiske dilemmaer. Desuden er der et helt team af elevpersonale, der sørger for, at konferencen forløber problemfrit, såvel som en dedikeret presse, der hver dag producerer en avis omhandlende dagens begivenheder og diskussioner.

Efter rundvisningen blev borgmesteren interviewet af BIGMUNS pressekorps. Elevjournalisterne spurgte ind til, hvorvidt borgmesteren ser ligheder mellem sit arbejde og elevernes projekt, hvortil hun svarede: “Jeg tror, at som borgmester handler det meget om at forene os i Rudersdal; om at give folk mulighed for at gøre ting i lokalsamfundet, hvor de har deres liv, og hvor de har deres familier. Mange mennesker i vores område har selvfølgelig også deres arbejde, deres job enten her eller et sted uden for Rudersdal. Men i sidste ende er det sted du bor, det sted, hvor din verden på en måde kredser om.” Ifølge borgmesteren er det vigtigt, at vi engagerer og inkluderer alle, hvilket fint afspejler BIGMUN’s tema. Hun anerkender at Rudersdal er en af de mere velstillede kommuner, men at det stadig er vigtigt, at vi er “opmærksomme på de mennesker, der ikke er i den position, men som stadig bor i vores samfund.”

Til slut, i samtale med BG’s rektor, udtrykte borgmesteren stor begejstring for BIGMUN-projektet. Ifølge Orth er det imponerende at se unge mennesker engagere sig i deres omverden på denne måde. Især er det rørende at overvære unge gymnasieelever udfordre sig selv ved at påtage sig en rolle og en holdning, der er helt anderledes end deres egen. Eleverne sætter sig i andre menneskers sted – og forsøger at forstå verden og dens udfordringer, set med andre øjne. Denne læring gør os bevidste om vores egne blinde vinkler og fordomme, og viser os de mange komplekse nuancer, der knytter sig til det globale politiske landskab. Dette, mener borgmesteren, giver håb for en fremtid, hvor der bliver skabt forståelse og samarbejde på tværs af grænser og politiske holdninger.

Det er klart, at alle verdens problemer ikke kan løses her og nu. Ikke desto mindre er der fart over feltet, når BIGMUN folder sig ud. Som så mange under BIGMUN har opdaget efter et par travle dage, så er der kun 24 timer i døgnet, og man kan ikke altid nå alting – også selvom man gerne vil. Borgmesteren gav derfor de mange elever et godt råd med på vejen: Man må forholde sig til det, man kan nå, og derfra gøre sit bedste. Ord, som mange af de dedikerede unge under konferencen har taget til sig, idet de har ydet deres bedste for at finde løsninger i fællesskab.